De bliver rustet til livet

Det handler om at være tilgængelig. At være der, når de unge har behov for at tale med en. At opbygge den nødvendige tillid og vise dem at man faktisk vil dem det bedste. Det handler om at løse de problemer, de står overfor.

Polaris blev startet i 2007 under navnet Projektskolen, og i løbet af de sidste 6 år er 90% af vores elever kommet videre til et såkaldt ”almindeligt” liv. Et tal vi er meget stolte af og som ikke mindst skyldes, at de forskellige faggrupper arbejder tæt sammen og at vi har et tæt samarbejde med forældrene.

De unge på Polaris er fra 12-17 år. Mange af eleverne kæmper med svære psykiske lidelser som ustabil personlighedsstruktur, OCD, angsttilstande, spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd.

De fleste har behov for at være i et miljø, der er meget fleksibelt. Derfor tilpasser vi undervisningsforløbet til det enkelte barn.

Mange af de unge kommer fra en verden, hvor det altid var den voksne, der havde ret. Men sådan er det ikke her. Når det ikke fungerer for den unge, så er det vores pligt at ændre på noget af det, vi gør. Vi stiller også store krav til eleverne og udfordrer dem hele tiden, så de kan blive rustet til den såkaldte ”almindelige” verden.

Ligesom mange andre almindelige folkeskoler tager vi også på studieture til udlandet. For vores elever kan det være en stor udfordring, da mange af dem aldrig har været væk fra deres vante trygge omgivelser. Vi bruger derfor mange kræfter på at træne eleverne i at rejse og opbygge et fællesskab væk fra hverdagen. Studieturene bliver også brugt til at åbne elevernes øjne for verden og få et indblik i det pågældende lands historie. Vores erfaringer er da også at studieturene giver eleverne selvtillid og tro på, at de kan mere end de umiddelbart tror.

Hos Polaris arbejder vi også meget med at opbygge elevernes tillid til hinanden og i det hele taget blive bedre til at kommunikere. Her har vi opnået helt fantastiske resultater med forskellige dykkerprojekter. Når man dykker er man 100% afhængig af sin makker. Man bliver derfor nødt til at stole på makkeren og øve sig i at kommunikere klart og tydeligt i et fælles sprog. Samtidig arbejder man sammen mod et fælles mål: At få et dykkerbevis. Og det får vores elever.

I det hele arbejder vi meget på at klæde de unge på med de redskaber, der er nødvendige for, at de kan være en del af samfundet – og bidrage til samfundet.