- Behandlingsskolernes alternative folkeskole

På Karlsvognen er det skoleskemaet, der strukturerer dagen. Et skoleskema der er næsten det samme som på en almindelig folkeskole. Dagen starter for de fleste børn kl. 8.00, hvor de møder ind på Behandlingsskolerne. Kl. 8.30 er der morgenmad i hver klasse sammen med lærere og pædagoger. Her bliver der også holdt morgenmøde, og dagens skema bliver gennemgået. Hver lektion er på 45 minutter, men det kan godt variere, da undervisningen tager udgangspunkt i, hvad det enkelte barn kan kapere.

På Karlsvognen har vi 40 børn i alderen fra 6-17 år. De er fordelt på 5 klasser med 8 børn i hver klasse. De fleste børn har autisme og ofte også ADHD, OCD eller angst. Derfor har vi på Behandlingsskolerne ikke kun fokus på den faglige undervisning. Karlsvognen arbejder meget med alternativ undervisning, som kan være krea-dage med billedkunst, sløjd, håndarbejde eller madlavning.

Børnene bliver også undervist i sociale fag sammen med deres kontaktpædagog. Det kan være nogle af de udfordringer barnet tumler med i hverdagen: at de ikke kan overskue noget af undervisningen, at de har svært ved at sidde stille ved måltiderne eller andre sociale og adfærdsmæssige udfordringer. På Karlsvognen arbejder vi også meget med tegneseriehistorier, social-historier, billedkort og andre visuelle redskaber som en fast del af ”socialfag”.

Vi tager også ofte på ture i svømmehallen, biografen, på museum eller en tur ud i naturen. Ofte hænger turene sammen med de faglige emner, der er på skoleskemaet.

Ligesom på de andre skoletilbud under Behandlingsskolerne er vi på Karlsvognen meget stolte af at langt de fleste af vores børn får folkeskolens afgangseksamen, og de fleste af dem får også en videregående uddannelse.